Tungetale

Tre slags tungetale

Det første, vi kan bemærke i Skriftens omtale af tungetale, er, at der tilsyneladende er tre forskellige former. Den første form møder vi allerede pinsedag, hvor tunger som af ild satte sig på hver enkelt af de forsamlede kristne. Resultatet af dette var, at de begyndte at fortælle evangeliet på mange forskellige sprog. Én fortalte det på persisk, en anden på arabisk osv. – selv om disse kristne slet ikke kunne disse sprog! Altså et sprog-under, som Helligånden gav dem.

Den anden form møder vi i 1 Kor 14, hvor nogle i menighedens forsamling taler i et sprog, som andre ikke forstår. Og i samme kapitel møder vi den tredje form, der også er uforståelig tale, men denne tale høres kun af én selv, fordi man kun bruger denne form for tungetale i enrum. Vi kan altså kort summere op:

Tungetalen kan vise sig som:

1) et sprog-under, hvor Helligånden gi’r mig at kunne

fremsige et budskab på et sprog, der er ukendt for mig, men kan forstås af tilhørerne, altså et menneskeligt sprog;

2) et sprog,der er uforståeligt for alle, der hører det,

altså et ikke-menneskeligt sprog;

3) samme ikke-menneskelige sprog, men kun brugt

som et privat sprog i enrum.

Paulus nævner »forskellig slags tungetale«. Måske tænker han kun på de tre ovennævnte, måske er der også flere varianter. Vi ser i hvert fald i praksis, at tungetalen kan udformes meget forskelligt. Jeg vil tage det op under afsnittet »Profeti eller bedesprog?«

 

At tale med tungen

Egentlig er det danske ord »tungetale« lidt pudsigt – for hvad skulle man ellers tale med? Vi bruger da altid tungen – til alle former for tale. Det særlige ved tungetale er da ikke, at tungen bruges, men at sproget er anderledes. På grundsproget i NT står der da også bare »tunger«. Det hænger sammen med, at på græsk er »tunge« og »sprog« det samme ord. Vel netop fordi vi bruger tungen til at danne sproget med. Så egentlig kunne vi lige så godt oversætte tungetalens nådegave til »sprogets nådegave«. Det drejer sig simpelthen om, at Helligånden giver nådegavebæreren et sprog mere end dem, vedkommende ellers har. Det kan være et andet menneskeligt sprog (som på pinsedagen), eller det kan være et særligt sprog, som intet folk i verden taler.

Hvad vil det sige at tale i tunger?

For at finde ud af det vil vi lige vandre igennem 14. kapitel i 1. Korintherbrev og samle oplysninger. Vers 2 fortæller os, at den, der taler i tunger, ikke taler til mennesker, men til Gud. Gud forstår sproget, det gør mennesker ikke. Vi bemærker allerede her, at der i dette kapitel åbenbart kun tales om udgave 2 og 3, da udgave 1 jo netop også forstås af nogle mennesker. Den, der taler i tunger, taler ved Ånden. Det er klart – enhver nådegave er virket af Ånden, og her sker det altså ved, at Ånden hjælper vedkommende til at tale dette sprog. Det er »hemmeligheder« for tilhørerne – de forstår det jo ikke. Modsat profetien, der jo netop er klar tale, folk kan forstå.

Derfor hører vi i vers 4, at tungetalen derfor kun opbygger den, der taler det. De andre forstår det ikke og kan derfor ikke opbygges af det. Kun hvis tungetale bli’r tolket, kan den blive til opbyggelse, hører vi i vers 5. Dette uddyber Paulus så meget detaljeret i vers 6-19:

Formålet med nådegaver er at opbygge,

at give Helligånden lejlighed til at arbejde med os.

Dette er profetien bedre egnet til end tungetalen, fordi profetien er klare ord, der er til at forstå! Derfor bør profetien prioriteres i menigheden! Tungetale uden tolkning virker fremmedgørende: Man forstår ikke talen og føler sig udenfor!

Derfor er det vigtigt, at den, der taler i tunger, også beder om nådegaven til at kunne tolke tungetalen. For så kan den blive til opbyggelse for de andre.

Som en sidegevinst i dette afsnit får vi nogle sætninger, der viser os noget om indholdet i tungetalen: Det kan være bøn, lovsang, lovprisning, takkebøn.

I vers 20-25 taler Paulus mere om tungetalens fremmedgørende virkning. Den kan ligefrem blive et tegn. Et tegn på, at mennesker ikke forstår Guds tale til dem! Citatet fra Esajas beskriver, hvorledes Guds folk ikke vil høre på Guds tale. Heller ikke, selv om Gud bruger et fremmed sprog. Og samme uforståenhed vil en ikke-kristen udvise, hvis vedkommende hører tungetale: vedkommende vil simpelthen mene,r at forsamlingen er blevet vanvittig! Og det er vist ikke svært at forestille sig det i praksis: hvis man ikke kender til tungetale, vil det virke meget, meget besynderligt, hvis man pludselig udsættes for det til et møde.

I vers 26 får vi et lille glimt af, hvordan en menigheds-sammenkomst kan være: Alle har noget at bidrage med til den fælles opbyggelse. Nogle foreslår en salme, nogle har et ord fra Skriften og en kommentar til det (en belæring), nogle har en åbenbaring (måske et syn eller en drøm), og nogle har en tungetale, hvor en anden så får tolkningen.

Kodeordet er orden, ikke forvirring. Derfor skal der være styr på det hele, som vi læser i vers 27-33. Der må højst være to eller tre, der taler i tunger til et møde. Én ad gangen – og det skal naturligvis tolkes. Bliver det ikke tolket, skal vedkommende nøjes med at bruge sin gave som punkt 3, altså privat tungetale i enrum. Dér kan vedkommende tale til sig selv og til Gud, uden at andre bli’r forvirrede af, at de ikke forstår en lyd af det hele.

Vi har nu set: Tungetale skal tolkes for at kunne bruges i menighedens forsamling; både den tungetalende og en anden kan få nådegaven til at tolke tungetalen; tungetale kan beskrives som bøn og lovprisning; til et møde må der højst være 2-3, der taler i tunger, og kun én ad gangen.

Tale med ånden

Nu har vi stort set gennemgået alt, hvad Skriften direkte siger om tungetale. Det følgende bliver derfor et forsøg på at udfolde Skriftens beskrivelse – og her vil vi også tage erfaringen til hjælp.

Paulus taler om at »bede med ånden«/«lovsynge med ånden«. Vi kan altså generelt sige, at tungetale er at »tale med ånden«. Men hvilken ånd – Guds Ånd, eller vores egen ånd? Det kan ikke ses ud af grundteksten, der skrives »ånd« ens, hvad enten der tænkes på Guds Ånd eller menneskets ånd. Når vor oversættelse vælger at skrive det med lille å her, er det, fordi Paulus her sammenligner det at tale med fornuften og det at tale med »ånden«. Og så finder man det naturligt at mene, at Paulus tænker på menneskets fornuft og menneskets ånd. Det er også muligt. Vi skal bare huske, at i vers 2 i samme kapitel taler Paulus om, at tungetale er at tale ved Ånden . Og her har oversætterne markeret, at de mener, at der er tale om Guds Ånd, ved at skrive det med stort Å. Og det mener jeg er en korrekt tolkning, fordi der her tales om Guds hemmeligheder, som mennesker ikke véd noget om. Og disse hemmeligheder må det være Guds Ånd, der giver os, ikke vores egen ånd.

Hvad enten »ånd« i versene 13-19 betyder menneskets ånd eller Guds Ånd, fortæller vers 2 klart, at det under alle omstændigheder er Guds Hellige Ånd, der virker tungetalen – på samme måde, som det er ham, der virker alle de andre nådegaver.

Men det er under alle omstændigheder vigtigt at lægge mærke til, at Paulus beskriver tungetalen som noget, der sker uden om vores fornuft! Og det er netop det helt specielle ved denne nådegave. Almindelig bøn går jo gennem fornuften: Vi formulerer os i et bestemt sprog og i nogle bestemte ord, og det bruger vi fornuften til. Forkyndelse, diakoni, evangelisation osv. – alle andre nådegaver, hvor der er ord med i tjenesten, kræver, at fornuften er med! Det er Ånden, der udruster os – men han gør det på en måde, der inddrager vores fornuft. Han kan godt lade et profetisk budskab dumpe ned i et menneskes tanker direkte – men det er alligevel gennem fornuften, at mennesket opfatter budskabet og formulerer det.

Tungetalen er den eneste nådegave,

der ikke inddrager vores fornuft.

Måske kan vi bruge følgende billede: Al bøn er først lagt ned i vores hjerte af Helligånden. Han er bønnens Ånd. Han alene kan give os troen på, at det nytter at bede. Han alene kan lægge en bønnens impuls i os – både til nødråb, til forbøn, til tak, til lovprisning og tilbedelse. Men denne bøn kan så komme igen fra os på flere måder. Jeg har delt dem op i tre hovedgrupper:

1. den almindelige bøn, som vi former med fornuften og beder med forståelige ord, enten ved at tænke disse ord eller ved at sige dem højt.

2. den ordløse bøn, hvor vi bare er sammen med Gud. I stilhed, i tilbedelse, i oplevelsen af Guds nærvær. I lyset af Guds kærlighed. Denne tilstand opleves ofte som højdepunktet i en Bibel-meditation, hvor man i et stykke tid har grundet og bedt over et ord fra Skriften og til sidst oplever sig helt tæt på Gud. Der opleves en direkte kommunikation, eller måske rettere: et direkte samvær, der hverken behøver ord eller tanker, men bare er.

3. tungetalen, der er ord, der strømmer ud af munden (i nogle tilfælde strømmer ordene kun igennem tankerne, fordi man vælger ikke at lade dem komme ud gennem munden). Ord, der ikke har været oppe og vende i fornuften først. De er ikke af fornuften formet til noget kendt sprog. Fornuften har kun indflydelse på, om man vil tale i tunger, og hvor længe man vil gøre det – ikke på indholdet.

 

Profeti eller bedesprog?

Hvad er formålet med tungetale? Som med al anden nådegave-virksomhed, må formålet være opbyggelse. Men her viser tungetalen sig igen som noget særligt i forhold til de andre nådegaver: Alle andre nådegaver er givet til fælles gavn! Tungetalen er den eneste nådegave, der kan gives udelukkende til din egen private opbyggelse! Den er dit eget personlige, direkte bedesprog! Som før nævnt er ordet »tungetale« ikke en nødvendig oversættelse fra grundsproget.

Jeg vil egentlig foretrække oversættelsen »bedesprog« og »bedetale«. Tungetalen er først og fremmest en måde, hvorpå du kan blive styrket i dit bønsliv!

Nogle har inddraget Rom 8,26-27 i denne sammenhæng. Her tales om, at Ånden hjælper os til at bede. »For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke ...«.

Jeg er overbevist om, at talen om Ånden, som hjælper i bøn her i kapitel 8 i Romerbrevet, går på al bøn og ikke alene på bedesproget. Det bliver tydeligt i vers 13-17, hvor Ånden beskrives som ham, der giver os troen på, at Gud er vores Abba: altså vor Fader, der elsker os. Og det er jo simpelthen grundholdningen i al bøn: at vi som Guds elskede børn trygt kan bede til vores Far! Ånden hjælper os med – ja, skaber – al bøn i os, ikke alene bedesproget. Men naturligvis også med det.

Samtidig oplever vi undertiden, at en bedetale – når den bliver tolket – viser sig at indeholde ikke alene en bøn, men faktisk et direkte budskab, der ligger meget tæt op ad en profeti. Det er vel også helt i orden – en udlagt bedetale må jo netop have noget opbyggeligt til de andre. Og dette opbyggelige kan være det at høre den andens bøn, men kan vel også udmærket være et budskab. Måske ville det så være mest korrekt at tale om en profeti, der blev givet gennem bedesproget? Men i beskrivelsen i kapitel 14 i 1. Korintherbrev er fokus afgjort sat på bedesproget netop som bøn: tak, lovprisning. Og det må være her, hovedvægten ligger.

Bedesproget er først og fremmest givet som en hjælp til bøn, men kan også indeholde et budskab.

»Når jeg er færdig med mit andagtsstykke og har bedt om alt det, jeg kan komme i tanke om, så begynder Ånden at bede i mig!« Nogenlunde sådan udtrykte en ældre mand fra Indre Mission sig engang, da vi talte om bedesproget. Og det blev for mig en meget præcis beskrivelse af bedesprogets funktion i det personlige andagtsliv: at vi har noget i os, Ånden har lagt noget ned i vores hjerte, men vi kan ikke udtrykke det med ord. Og her kan vi så bare åbne munden og lade Ånden slippe vores bøn løs! Han kan udtrykke den smerte, den glæde, den nød, den tilbedelse, som vi slet ikke formår at sætte ord på med vores fornuft!

Hvad bedesproget ikke er

Bedesproget, eller tungetalen, er omgivet af så megen mærkelig mystik, at der er store muligheder for fejltagelse. Det hænger nok sammen med dens særstilling: at den ikke går gennem fornuften, og at den kan fungere helt privat. Jeg vil prøve at samle nogle af de for mig at se mest almindelige fejltagelser op:

»Bedesproget er en direkte kanal mellem Gud og mig. Her er et fristed, hvor Satan ikke kan komme ind og forstyrre!«

Denne opfattelse hører jeg tit. Når jeg så spørger, hvor i Skriften det står, får jeg intet svar. For det står ikke i Skriften. Jeg tror, at det er en from viderebrodering på den tanke, at det jo er Helligånden, der taler gennem bedesproget, og dermed må det vel være så direkte styret af ham, at Satan og vores egen syndighed ikke har en chance. Ja, gid det var så vel! Men ligesom en profeti aldrig gives med blåt garantistempel direkte fra Gud, gør en bedetale det heller ikke! Også her kan selvbedrag og synd snige sig ind – se bare i Korinthermenigheden!

Det er Ånden, der virker bedesproget, ja. Men du er stadig et filter, der kan begrænse og forurene. Du er stadig på jorden – også når du bruger dit bedesprog!

»Bedesproget er et tegn på, at du er en åndsdøbt kristen!«

Denne opfattelse kom til verden sammen med pinsevækkelsen, der er det yngste store kirkesamfund i verden. Det er altså en meget ny opfindelse set i kirkehistoriens lange lys. Men opfattelsen begrundes med nogle vers i NT.

Der er tale om to steder i den første kirkes tid. Her kommer mennesker til tro, og det kan man både se og høre, fordi de »talte i tunger og lovpriste Gud« og »talte i tunger og profeterede«. Jeg har allerede i afsnittet »Åndsdåb« behandlet betegnelsen »åndsdåb«, og min konklusion blev, at der ikke findes en særlig »åndsdåb«, og derfor kan tungetale heller ikke være et tegn på, at man er »åndsdøbt«. Skulle man endelig bruge disse to steder til at begrunde dette synspunkt, skulle man jo for resten også kræve, at alle »åndsdøbte« profeterede!

Det er tydeligt ud fra NT, at man ofte kunne se og høre, når mennesker fik Helligånden: nemlig ved at de brugte ord, de aldrig havde brugt før: De lovpriste Gud, fortalte om ham – også gennem profeti – og brugte bedesproget. Men der var altså også en hel del, der kom til tro, uden at de begyndte at bruge bedesprog eller profeti – tænk bare på den etiopiske hofmand, her omtales ikke nogen af disse ting. Eller Paulus’ omvendelse – »han rejste sig og blev døbt« står der.

Paulus kan udtrykke ønsket om, at alle kunne få bedesprogets nådegave, men samtidig beskriver han klart, at ikke alle får det.

Det kræves ikke, at man skal have bedesprogets nådegave for at kunne være en kristen eller for at kunne regnes

som »åndsdøbt« kristen.

Og her må også tilføjes: bedesproget er ingen garanti for, at du er en kristen! Jeg møder mennesker, der beder om bedesprogets nådegave, simpelthen fordi de gerne vil kunne mærke, at de er rigtige kristne! »For hvis Ånden dog bare taler direkte gennem mig, så må det da være et bevis på, at han bor i mit hjerte!« Desværre. Du kan bedrage dig selv. Jeg har efterhånden mødt mange, der kom i en sammenhæng, hvor mange havde bedesprogets nådegave. De følte sig udenfor, fordi de ikke havde den, og bad meget om at få den. Og i deres store nød og fortvivlelse begyndte de at fremstamme lyde, der lignede meget godt. Men efter en tid måtte de indrømme: Vi narrede bare os selv. Det var et resultat af ønsketænkning, ikke af Guds Ånd.

Det er virkelig farligt, hvis du vil til at bygge din frelsesvished på en oplevelse! Og bedesproget brugt på den måde, vi taler om nu, er netop at bruge en oplevelse til at blive sikker på, at jeg er frelst! Det er virkelig at bygge by på mudder og kviksand! Det holder aldrig – dine oplevelser skifter ligesom vejrudsigten. Her skal du bygge på Guds Ord – det er klippefast!

»Vi må gerne bede i tunger i kor«.

I nogle kirkesamfund kan man opleve, at der på et givent tidspunkt under gudstjenesten bliver åbnet for bedesprog, og kort tid efter er det meste af forsamlingen i gang med at bruge bedesprog i munden på hinanden! Det minder mig om oplevelsen af at gå rundt i en flok perlehøns! Når jeg så diskret spørger, om man har læst Paulus’ anvisninger om kun 2-3 og kun én ad gangen, siger man: »Ja, men her taler Paulus om at tale i tunger. Det gør vi ikke nu – vi beder i tunger! Og det kræver heller ingen tolkning!« Efter min bedste overbevisning er det forkert. Skriften skelner slet ikke mellem at »tale« og »bede« i tunger – Paulus bruger ordene i flæng – læs selv kapitel 14 i 1. Korintherbrev igen! Og hvis denne skelnen havde været rigtig, så havde Paulus da måttet formane menigheden ganske anderledes! Nu forbyder han al anden brug af bedesproget ved et møde: Der er kun plads for de 2-3 og én ad gangen! Havde det været i orden at bede i tunger i én skøn forvirring, havde han naturligvis nævnt det – for det var jo netop, hvad de gjorde i Korinth!

Jeg kan ikke komme til anden konklusion, end at disse kirkesamfund simpelthen gentager fejltagelsen fra menigheden i Korinth!

Nogle enkelte anlægger den fortolkning, at Paulus her gør op med et særligt groft misbrug, og at hans retningslinier ikke gælder for enhver menighed. Jeg vil gerne vedgå, at Paulus i dette brev taler meget konkret ind i nogle situationer. Men hans argumenter er da helt generelle: Det skal ske til opbyggelse, derfor skal det være klart og tydeligt. Derfor skal det tolkes, og derfor kan der naturligvis kun være én ad gangen – ellers kan man jo ikke forstå noget. De grundprincipper tror jeg altså ikke, at Paulus har opfundet bare til brug i denne ene menighed i Korinth!

Men hvor går grænsen? Paulus taler om menighedens sammenkomster. Men hvad med en cellegruppe på 5 personer? Må man godt bruge bedesproget her uden tolkning? Eller et ægtepar – må de godt i deres fællesbøn bruge bedesproget uden tolkning? Jeg tror, at man her må bruge sin almindelige sunde fornuft. Princippet er, at bedesproget ikke må medføre fremmedgørelse og i stedet skal tjene til opbyggelse. Så hvis cellegruppen ikke føler det fremmedgørende, er det vel i orden. Så virker det bare ligesom, hvis én beder så lavt, at de andre ikke kan høre ordene, og derfor ikke kan forstå sammenhængen. Og i et ægtepar gælder vel det samme: hvis begge synes, det er i orden, er det vel i orden. Men disse »særaftaler« kan ikke udstrækkes til at gælde en hel menighed, der jo gerne skulle være en åben forsamling med plads til alle – også de nye, de udefrakommende og dem, der finder bedesproget fremmedgørende.

Tolkningen

Bedesproget skal altså tolkes, hvis det bruges i menighedens forsamling. Det kan enten være personen selv, der også får tolkningen, eller det kan være en anden. Tolkningen erfares nogle gange som en ordret gengivelse, men oftest som en beskrivelse af hovedindholdet i bedetalen. Nogle gange gives dette hovedindhold i et billede: den tolkende »så« et billede for sig, mens bedetalen blev fremført. Det vigtige må være, at indholdet i bedesproget tolkes (oversættes) til et forståeligt sprog, så alle kan opbygges af det.

Hvem har ansvaret for, at der sker en tolkning? Jeg tror, det er mødelederen. Man kan vel administrere dette forskelligt. Men hvis jeg er mødeleder og der kommer en bedetale, vil jeg i første omgang bare vente og lade bedemødet fortsætte. Kommer der så en tolkning i løbet af bedemødet, er alt jo i orden. Er der ikke kommet en tolkning, når jeg synes, at bedemødet skal til at slutte, vil jeg spørge den, der fremførte bedetalen, om vedkommende selv har tolkningen. Hvis vedkommende har det, får vi den så fortalt. Har vedkommende den ikke, vil jeg spørge, om en anden har fået tolkningen – og får vi den så, er det også fint. Jeg vil faktisk spørge, om andre har fået tolkningen, selv om vedkommende selv har fået den. For det kan være en stor opmuntring for den, der fremførte bedetalen, at Gud har bekræftet tolkningen også gennem en anden person. Og det er – ærligt talt – også en sikkerhed for mig som mødeleder. Enhver kan jo fremføre noget uforståeligt og bagefter selv »tolke« det. Så der er en tryghed – men naturligvis ikke 100% sikkerhed – i, at der er to, der får den samme tolkning. Skulle ingen have en tolkning, vil jeg foreslå, at vi beder om denne tolkning og afventer Guds svar i stilhed. Hvis der efter en passende periode med stilhed stadig ikke er nogen, der har fået en tolkning, går vi videre i programmet.

Bagefter kan jeg så tage en snak med den, der fremførte bedetalen. Ikke for at skælde ud – men for at høre, hvordan vedkommende har det nu. For måske er vedkommende noget forvirret eller fortvivlet over, at der ikke blev givet nogen tolkning. Hvis vedkommende har oplevet dette flere gange i den seneste tid, vil jeg give det råd, at bedesproget for en tid kun bliver brugt privat, siden Gud for tiden åbenbart ikke tolker det, når det fremføres i menigheden. Der må være plads til, at vi prøver os selv af – og derfor er det ingen katastrofe, at der enkelte gange fremkommer en bedetale, der ikke tolkes. Men sker det for samme person flere gange, er det klart, at vedkommende skal holde lav profil et stykke tid på dette område.

Kan det også skyldes, at bedetalen var rigtig nok – men at der ikke var nogen i forsamlingen, der var åbne for at modtage tolkningen? Tja, det véd vi jo ikke. Den bedende selv ville vel gerne, og jeg som mødeleder ville også gerne ... Men hvad det nu end skyldes: hvis ikke Gud kan få en tolkning igennem for tiden, må vi undvære den bedetale – så enkelt er det! Men det behøver ikke være nogen »dom« over personens nådegave: muligvis er den kun til privat brug for tiden, eller måske er det andre ting, der gør, at den ikke kan fungere i menigheden. Men det er da fint at prøve igen senere – måske har situationen ændret sig.

Nogle tolker 1 Kor 14,26-28 således, at man på forhånd skal vide, at der er en person, der kan tolke, inden man fremfører sin bedetale.

»Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden.« Denne tolkning vil indebære, at man først spørger ud i forsamlingen, om nogen kan tolke. Og kun hvis man får et positivt svar, må der fremføres en bedetale. Det er for mig klart, at en sådan praksis ikke er imod Skriftens undervisning, og derfor kan man trygt gøre det.

Samtidig mener jeg ikke, at denne tolkning nødvendigvis er rigtig. I de følgende vers (1 Kor 14, 29-30) hører vi om behandling af profetier. Og her er det tydeligt, at denne behandling sker under og efter fremførelsen af profetien: Bedømmelsen af den sker bagefter. Og hvis en anden får en »åbenbaring« (= profeti), mens den første er i gang, indskrænker det den førstes taletid! Jeg tolker beskrivelsen af behandlingen af bedetale på samme måde: Den sker under og efter fremførelsen. Under fremførelsen eller lige efter fremførelsen giver Helligånden tolkningen til én eller flere personer.

 

En varm kartoffel

Netop tungetalen er ofte den mest diskuterede nådegave. Synd og skam – for det har den slet ikke format til! Paulus regner den for god – men slet ikke for at være blandt de vigtigste nådegaver!

Diskussionen går nok også mest på, at den opleves som meget farlig og fremmed for nogle og meget tillokkende og fantastisk for andre.

Kirkehistorisk set har den Evangelisk-lutherske Kirke ikke brugt bedesproget særlig meget. I hvert fald ikke til menighedens sammenkomster. Og derfor blev det oplevet som noget fremmed og farligt, da »frikirkerne« begyndte at bruge denne gave – og for øvrigt brugte den på en særdeles u-bibelsk måde. For mange lutherske kristne er bedesproget noget, »der hører frikirkerne til«. Det er meget uheldigt og ikke spor bibelsk. Men sådan er det, og det må vi tage højde for.

Derfor er det tilrådeligt at gå stille og roligt frem, hvis situationen i din menighed er den, at der ikke er tradition for fremførelse af bedetale ved gudstjenester eller møder. Begynd – som ved alle de andre nådegaver – med at få Skriften frem: få i din menighed indført undervisning i Skriftens tale om denne nådegave. Og når folk så er trygge ved, at det er noget, Gud taler om i sit Ord, kan I så småt begynde f.eks. at lægge nogle møder til rette på en sådan måde, at der er en naturlig plads til bedetaler – f.eks. en fælles bedestund midt i et lovsangsforløb, eller et decideret bedemøde. Og vær opmærksom på, at mødelederen ønsker at tage ansvaret – også for tolkning af en eventuel bedetale.